Sø og shelter, ren afslapning – i hvert fald bagefter… Kamp til hækken uge 5

Det er efterhånden ret moderne at tage på shelterture i naturen, men man behøver altså ikke tage så langt. En shelter i haven og et lille vandhul og du kan opnå samme effekt. Katrine finder hendes ro i skoven (læs mere her), men Lilli bruger vand, så selvfølgelig skulle der være en sø et sted i vores naturhave.

Hvorfor en sø?

Søen er jo ikke kun for at vi kan sidde og kigge på den,  den er selvfølgelig også til havens dyr. Man kan godt have en have uden vand, men udover at vandet i sig selv giver plads til en hel bunke af arter af både insekter, padder, land- og vandplanter, er vand også livsnødvendigt for resten af havens liv. Og der gik faktisk kun få timer efter at det første vand var hældt i søen, så sværmede de første guldsmede og sommerfugle omkring vandet!

Vi kunne måske havde nøjes med en lille havedam, en af de der færdigstøbte plastbassiner, men næh nej, igen gør vi det ikke nemt for os selv. Det skal ligne og være en rigtig sø.  Vi havde allerede gravet ud til den i første afsnit, da vi debuterede både på tv og i minigraveren (læs mere her).

Debut i minigraver for åben skærm. Ingen af os vidste hvordan man kørte minigraver, så vi måtte lære det på stedet ved at prøve os lidt frem, ved at følge instruktionerne der var klistret på vinduet. Det gik fint, omend lidt langsomt. Og der var lidt bekymring når Katrine kom for tæt på det fine (og pludselig meget skrøbeligt udseende) drivhus.

Først ryddes området for “ukrudt”

Søområdet blev ryddet for de vilde planter vi havde ladet gro (og nej det var ikke fordi vi er dovne at vi har ladet ukrudtet gro, det var en klar strategi vi havde, for at området kunne være nyttigt for insekterne, når vi alligevel ikke brugte det, se det beskrevet her).  Det tog en dags tid, især fordi helbreddet hos Lilli ikke var, til ret meget andet, end at filme den hårdtarbejdende Katrine. En af de få gange vi faktisk havde overskud til at filme selv. Da det stod ryddet, gravede vi det nederste bund til frostfrit (over 70 cm dybt), lavede forskellige niveauer i siderne, så planter havde et sted at vokse, og dyr kunne komme i og op af vandet, og lagde en underdug ned.

Ryddet, levelleret, ryddet for alle småsten og klar til dugen! Vi føler os ret seje over det store arbejde er klaret, bagved ligger shelteren og venter på at blive samlet.

Den lidt for tunge dug

Så blev det tid til at lægge dugen på. Hvad der ikke bliver vist i programmet er at der nok var 3 gange så meget dug som vi skulle bruge! Plantecenteret havde været utrolig søde og gavmilde, og havde givet os resten af rullen, og det var derfor den var så tung at løfte rundt på.  Der var simpelthen bare SÅ meget membran, det var helt åndsvagt! Vi blev ved og ved med at folde ud, indtil det fyldte næsten resten af haven!

Der var over 200m2 dug til søen, det var alt alt for meget, og gjorde øvelsen noget mere besværlig.

Nå, men det hele blev lagt ned med lidt besvær, og med lidt hjælp fra de søde naboer, og så fyldte vi vand i. Det var en af de få varme weekender der var denne sommer, hvilket var dejligt, men betød også at vandtrykket var virkeligt svagt, så det tog næsten hele weekenden at få fyldt den op. Efter vandet var kommet i kunne vi skære dugen til, og begynde at lægge sten på hele vejen rundt.

Shelter

Som den danske sommer skred frem, med regnvejr og blæst, blev vi efterhånden ret enige om, at vores afslapningsområde skulle være noget med tag over, så man kunne komme i læ. Vi ææælsker at tage i shelter, og blev ret hurtige enige om, at det var det perfekte afslapningsområde for vores have. Med en shelter kan man faktisk overnatte ude hele året rundt, og med udsigt til søen er der også perfekt til at hygge, snakke, drikke kaffe, spise en madpakke eller bare sidde og være lidt. 

Hverken helbredet eller kræfterne var særligt tip top længere. Lilli havde en drilsk bihulebetændelse på dette tidspunkt, og måtte lige tage sig en slapper på kanten af den nye sø. Men hun gav ikke op, så det er ikke kun Katrine der er stædig 😉

Heldigvis havde vi lidt ekstra penge til at hyre en hjælpende hånd, for vi kørte virkelig på de allersidste kræfter på dette tidspunkt. Ryggen gjorde ondt, knæene gjorde ondt, håndledene gjorde ondt, og vi kunne simpelthen ikke løfte de store moduler på plads selv. Som et Ikea-samlesæt i overstørrelse, uden brugsvejledning. Tak til Thorbjørn “Stærk mand”! 

I mellemtiden kom Thorbjørn og hjalp os med at samle shelteren, det var de bedste penge brugt i afslapningsområdet. Det blev timet virkelig godt for lige som den stod klar, var vi nødt til at søge ly for regnen. Det perfekte afslapningsområde.

Ikke flere eksotiske blomster i vores have!

Dugen i søen blev langs kanten dækket med en masse sten og sandjord, Vi byggede et stendige mod nord, da det bliver varmet hurtigt på af solen i det tidlige forår og om morgenen, når solen bliver reflekteret i vandet, og bliver dobbelt så stærk.

Dette lille stendige blev plantet til med forskellige arter af lavtvoksende, tørkeelskende planter som ville kunne klare sig uden for meget vand, fx smalbladet timian, sankthansurt og stenbræk. Vi lod der også være en masse huller mellem stenene, så frøer, tudser og salamandre kunne gemme sig derinde.

Der blev plantet rigtig mange planter ud omkring søen, også selvom det på tv ikke ser ud af meget.

Det næringsfattige jord vi valgte at køre på ovenpå dugen, var fordi vi ønskede at kanten skulle være dækket af danske engplanter, og at vi ikke ville have en masse næring skulle løbe herfra ned i søen og gøre den grøn. Vi satte over 300 små danske plugs med over 30 forskellige arter af engplanter rundt om søen, så vi grinte lidt indvendigt, da dommerne igen nævnte at vi skulle have sat flere planter, for der var for meget bar jord. 

Vi har intet imod bar jord i vores have, for der er faktisk rigtigt mange insekter der bruger bar jord til at bygge reder (se forklaringen i Lars’ gæsteblog her), så det var fint med os. Men det var ikke den der ‘instant’ have som dommerne efterspurgte. Det bliver skide godt – næste år, grinte vi. I det her område valgte vi IKKE at gå på kompromis med jorden og planterne, da mange af de eksotiske kræver væsentligt mere næring i jorden. Der var allerede rigeligt af flotte blomstrende eksotiske arter i vores spiseområde, så selvfølgelig skulle vi ikke have mere af det, vi skulle udnytte de habitat-typer søen og gruset skabte, så vi kan få endnu flere af de sjældne og pressede danske planter og insekter i vores naturhave. 

Det var ikke vigtigt for os at få dækket jorden til, det vigtige var at få sørget for den rigtige planter trivedes, og lade noget varm tør jord stå til jordlevende vilde bier.

Igen var der ikke megen hjalp hos plantecenteret

Så skulle der planter i søen. Vi fik igen planter fra private leverandører og samlede selv i naturen, da de eneste planer vi kunne få fra plantecenteret var ret trætte på denne tid af året (sidst i august). Selvom vi ryddede det lokale plantecenter for vandplanter så battede det ikke ret meget i den store sø. Så vi var ude at finde ‘private planter’. Et par store åkander, frøbid, brøndkarse, pindsvineknop, dunhammer og en enkelt forkølet skeblad blev det til.

Ingen guldfisk

Vi satte ingen fisk ud i søen, for i en natursø skal der være plads til alt det naturlige, og fisk spiser hurtigt alle insektlarverne.  Med det samme flyttede der et mylder af liv ind i søen, med grøn frø, stor salamander, guldsmede, rygsvømmere, vandkalve og alt muligt andet godt.

Søen voksede hurtigt til og blev fyldt med liv.

Pimp den shelter

Så kom turen til at få pimpet shelteren og området bag. Vi havde bestemt os for at shelteren skulle gemmes væk i et krat af pil og pors, så man havde en fornemmelse af at være trukket tilbage i buskadset, og ligge lidt gemt så man uforstyrret kunne sidde, og betragte alt livet i søen og haven udfolde sig. Valget faldt specifikt på pil da den blomstrer helt vildt i det tidlige forår, og er en af de vigtigste insektplanter på denne tid af året.

Shelteren med pil og mose-naturtype omkring.

Igen kunne vi ikke få de planter vi ønskede os, på dette tidspunkt hos plantecenteret, så vi fandt gennem de lokale kontakter, en pilproducent som havde træer vi kunne tage ud og grave op. Det blev til 12 høje og flotte gråpil, 5 mosepors, og så satte vi et nogle hassel vi havde til overs fra skoven, for at få lidt farvespil ind i vegetationen. Så selvom dommerne efterlyste træer, var der faktisk sat 20 buske og træer ved shelteren. Et virkelig fint krat med mad til insekterne i det tidlige forår, og ly og redeplads til fuglene resten af året.

Udsigten fra shelteren ud over søen og haven.

Afslappende stenalderfjernsyn

Vi fyldte shelteren med madrasser, skind og puder, så man kunne ligge i lidt luksus, og satte også flagermuselygter og et lille bålfad op. Det at kigge på vand og ild, er virkelig godt stenalderfjernsyn, og gør altså bare noget ved sjælen. Den naturlige ro vi skabte i skoven blev genskabt i afslapningsområdet, og vi var ovenud lykkelige for vores resultat.

Det færdige område.

2 Replies to “Sø og shelter, ren afslapning – i hvert fald bagefter… Kamp til hækken uge 5”

Leave a Reply

Your email address will not be published. Required fields are marked *