Hvordan laver du en blomstereng i din have? Erfaringer fra min vilde have

Græslandet og blomsterengen er blevet det, mange forbinder med en vild have, et must-have hvis man er seriøs omkring biodiversitet og bynatur. Langt sart græs med smukke nikkende okseøjer, trævlekrone, bakkenelliker og andre fine sommerblomster. Nemt og vedligeholdelsesfrit, og smukt og godt for de vilde bier – noget vildt uden at det ser rodet ud. Det kan bare være (læs: er) skide svært at få etableret på vores fede jorde og i gamle vel-gødede haver.

En klassisk blomstereng, lige som jeg havde drømt om. Foto Dorte Nissen

Man starter som regel med en eller anden ’insektblanding’ for ligesom at få det hele sat i gang. Det gjorde jeg i hvert fald. Jeg researchede virkeligt alle mulige forskellige blandinger, opvejede pris og indhold, og gjorde alt forarbejdet. Jeg ryddede et stykke af haven og såede blomsterblandingen ud. Og så mente jeg at naturen nok skulle finde ’en balance’. Det gjorde den også – der kom en tyk måtte af agerkål i hele stykket. Det lignede en rapsmark – en dårlig en af slagsen.

Version 1.0 agerkål over alt

Det var sq ikke det jeg havde forestillet mig, da jeg købte den sygt dyre frøblanding. Nå, men jeg lugede ud i agerkålen og græs, og ventede igen. Så kom honningurt og hjulkrone stormende frem, og dækkede det hele, og måtte også tyndes ud. Til sidst kom der så lidt forkølede valmuer, kornblomster, en enkelt katost og noget rødkløver frem, men det var bare stadig ikke helt det jeg havde forestillet mig. Og overhovedet ikke vedligeholdelsesfrit.

Version 2.0 honningurt og agerkål overalt

Jeg piller stadig et hav af honningurt ud af bedet hvert forår. Det var ikke verdens bedste blanding jeg havde fundet mig, selvom der var en lang liste af arter på posen, så jeg ikke skyggen af dem i bedet. Det var alt for næringsrig jord jeg havde plantet det i, gammel køkkenhavejord.

Jeg er siden blevet bekræftet i at den klassiske blomstereng er et virkeligt svært koncept at få til at lykkes, men det betyder ikke man ikke kan, eller skal prøve at få lidt flere arter ind i haven. Man skal dog forholde sig lidt mere kritisk til hvilke planter der rent faktisk vil gro i ens have, dvs. hvilke jordforhold og lysindfald man har. Jeg har samlet de erfaringer jeg har gjort mig på dette område, og hvad jeg har kunnet finde derude af gode tips og tricks til blomsterengen derude.

Det vilde græsland i plænen

– er klart min favorit, og det der giver det bedste resultat for biodiversiteten, hvis du spørger mig. Det er også den nemmeste måde at gøre det på, omend det tager lidt tid. Det vilde græsland handler om at arbejde med den frøbank der allerede er i jorden, og acceptere det der kommer op.

Dette er den langsigtede strategi, og det giver altså det mest bæredygtige resultat, i stedet for at tvinge en artsammensætning ned over et stykke land. Man kan sagtens supplere lidt op med forskellige planter og frø, hvis man har præferencer, og de trives i de omkringliggende arealer (se her for guidelines til selv at sanke planter i naturen).

  • Udpin jorden over en længere periode, i hvert fald et par år, ved at slå græsset og fjerne det.
  • Slå det gerne i forskellige mønstre, så det hele ikke bliver strippet på en gang, for så er der hele tiden blomster til bierne og planter til larverne. Det forlænger både blomstringssæsonen og skaber højere mangfoldighed for arterne i græslandet. Tænk på at det skal ligne, at der går store græssende dyr gennem landskabet. De æder ikke alt og græsser ikke helt i bund, men tager lidt her og der, inden de går videre.
Slå græsset forskelligt henover sæsonen, og lad hele tiden noget af det stå og blomstre
  • Plant små planter eller frø ud i muldvarpeskud, og prøv at slå græsset ihjel i forskellige områder, ved fx at stille en krukke eller lignende ud, som skygger for solen og dræber, eller i hvert fald reducerer, græsset underneden, og plant ud i ‘hullerne’.
  • Hvis nogle arter tager overhånd så slå dem ned, fjern dem og sæt nogle andre, som tiden går vil der blive mere og mere næringsfattigt, og forskellige plantesamfund vil finde sig til rette.

I min plæne, der for tre år siden var en super steril græsplæne, er der efterhånden kommet bl.a. hvidkløver, pomerans høgeurt, smalbladet vejbred, alm kællingetand, bellis/tusindfryd, mælkebøtte, alm røllike, smalbladet timian, lærkespore, lægekokleare, forskellige mosser, vorterod, martsviol, engforglemmigej, ranunkel/smørblomst, merian, purløg, skovjordbær, kongepen og håret høgeurt op, og det ændrer sig år for år, jo mere næring der forsvinder fra jorden.

Græsland version 3.0 – den langsigtede strategi

Nogle har jeg selv hentet i naturen og sat ud, eller suppleret op med planter fra Urban Green, og plantet i huller i græsset, men langt de fleste er kommet af sig selv. Det er et sjovt forløb at følge, og det har virkelig givet et seriøst blomstrende græsland, med masser plads til de vilde bier, i stedet for den grønne ørken det var. Det var måske ikke lige den artsammensætning jeg i første omgang havde forestillet mig, men den er super smuk, og summer af liv helt fra det tidlige forår – og meget meget nemmere end den færdigkøbte blomsterfrøblanding, som jeg stadig bøvler med konsekvenserne af.

Vild merian, alm røllike og kællingetand, blandt meget andet godt

Men, hvis du ikke kan vente, står på en muldrig, leret pløjemark og prøver at lave en smuk naturhave, eller er fast besluttet på at det skal være en specifik artssammensætning, så kan man godt ty til frøblandingerne. Vælg dem med omhu dog, og overvej nøje om det er de rigtige planter du sår, se evt inspirationslisten nederst.

Blomsterfrøblanding i et bed

  • Vælg en blanding der ikke indeholder græs. Græs er der nok af, og det skal nok finde ind i bedet på et eller andet tidspunkt. Ikke et ondt ord om græs, men det behøver ikke at skulle sås ud i en have.
  • Vælg en blanding der har oprindelige danske arter, ikke bare billige ’insekt blandinger’ fra Netto eller lignende. Se inspirationslisten i slutningen af opslaget her.
  • Fortynd næringsindholdet i jorden. Hvis du ikke decideret bor et sted med meget sandholdig eller udmagret jord, så skal du højst sandsynligt blande sand og/eller grus i jorden, eller lægge en ukrudtsdug under et tyndt (ca 5cm) jordlag. De fleste af de planter vi forbinder med blomsterengen trives bedst på næringsfattig jord, hvor de ikke skal konkurrere med de hurtigtvoksende planter, som brændenælde og tidsler. Ikke et ondt ord om disse to arter, de er begge vigtige larveplanter og nektarkilder i naturen, men de kan godt tage over, og blive svære at begrænse, og så mister du den diversitet der er vigtig for de vilde bier og insekter.
  • Klargør jorden, og løsn den lidt hvis den er meget kompakt, det vil hjælpe på at få frøene til at etablere sig og trives.
  • Følg anvisningen på frøposen om hvor mange frø du skal sprede, det er noget i retningen af 200 frø per kvadratmeter, men er afhængigt af hvilke frø posen indeholder.
  • Dæk forsigtigt frøene til ved at rive jorden først den ene retning, og derefter den modsatte, og vand blandingen godt de første par uger, hvis ikke vejret klarer det selv.
Rabat i Aarhus med udsåede frøblandinger, primært etårige planter som valmue og kornblomst, det skal sås igen året efter. Foto Lars Brøndum

Lav høslet på området hvert år, så du fjerner næringen og giver plads til at forskellige planter kan vokse til. Hvis der danner sig et tykt tæppe af græs eller førne, er der ikke gode vækstmuligheder for planter. Faktisk kan man forlænge blomstringen for rigtigt mange planter hvis man slår dem ned, for så starter cyklussen igen og de blomstrer en gang til.

Frøblanding i græsplæne

  • Hvis du starter på en græsplæne, så tag at fjerne græstørven helt, dvs. de øverste 10cm og hæld sand i istedet. Hvis der i forvejen er næringsfattigt, kan det være nok bare at vende græstørven om, og dermed give frøplanterne et forspring over græsset.
  • Følg såningsvejledningen ovenfor.
  • Igen skal det slås et par gange om året og der skal fjernes næring, så græsset ikke tager helt over og kvæler planterne. Slå det tidligt på foråret, før blomstringen rigtig går i gang, og slå så igen sidst på sommeren, og lad afklippet ligge og tørre ud så evt. frø kan få lov at falde til jorden, inden du fjerner det. Slå det i forskellige mønstre, som beskrevet ovenfor.
Frøblanding etableret i græsplæne på sandet jord

Plantelister til græsland

Jeg synes jo det er lidt synd at snakke om rigtig og forkert blomstereng, for så man fornemmelsen af at sejre eller fejle og det er der altså ingen grund til. Det er en proces. Men der er inspiration at hente derude i den vilde natur, og det kan være svært nok at vide hvad man skal supplere op med, hvis vi ikke snakker lidt om hvad der går godt i spænd med en eng og græsland, og hvad der er gode planter for de pressede vilde bier og insekter, og dermed resten af økosystemet. Så her er nogle forslag til planter man kan finde eller købe, og sætte ud i haven.

På fugtig jord

  • Almindelig brunelle         Prunella vulgaris
  • Almindelig kongepen      Hypochoeris radicata
  • Almindelig røllike             Achillea millefolium
  • Almindelig syre  Rumex acetosa
  • Bidende ranunkel             Ranunculus acris
  • Dag-pragtstjerne              Silene dioica
  • Engkarse              Cardamine pratensis
  • Eng-nellikerod    Geum rivale
  • Græsbladet fladstjerne   Stellaria graminea
  • Gul fladbælg       Lathyrus pratensis
  • Høst-borst           Leontodon autumnaJis
  • Kattehale             Lythrum salicaria
  • Kær-tidsel            Cirsium palustre
  • Lancet-vejbred   Plantago lanceolata
  • Læge-baldrian    Valeriana officinalis
  • Nyse-røllike        Achillea ptarmica
  • Sump-kællingetand          Lotus pendiculatus
  • Trævlekrone       Lychnis flos-cuculi

På tør jord

  • Almindelig kongepen      Hypochoeris radicata
  • Alm. Knopurt      Centaurea jacea
  • Alm. Kællingetand            Lotus comiculatus
  • Bakke-nellike      Dianthus deltoides
  • Bakketidsel         Carlina vulgaris
  • Bidende stenurt                Sedum acre
  • Blåhat   Knautia arvensis
  • Bredbladet timian            Thymus pulegioides
  • Cikorie  Cichorium intybus
  • Dunetvejbred      Plantago media
  • Gul snerre           Galium verum
  • Hjertegræs          Briza media
  • Hvid okseøje      Leucanthemum vulgare
  • Høst-borst           Leontodon autumnalis
  • Håret høgeurt    Piloseila offidnarum
  • Knoldet mjødurt               Filipendula vulgaris
  • Liden Klokke       Campanula rotundifolia
  • Mark-frytle         Luzula campestris
  • Rundbælg            Anthyllis vulnerana
  • Rødknæ               Pumex acetosella
  • Skov-jordbær      Fragaria vesca
  • Smalbladet timian            Thymus serpyllum
  • Stor knopurt       Centaurea scabiosa
  • Sølv-potentil       Potentilla argentea
  • Tjærenellike        Viscaria vulgaris

5 Replies to “Hvordan laver du en blomstereng i din have? Erfaringer fra min vilde have”

  1. Kære Kathrine

    Tusind tak for dit fine indlæg om blomsterengen 🙂
    Har delt den i min gruppe Sommerfuglebevægelsen, da jeg så nederst at der var et Facebook link, men kunne dele med. Var ellers ved at skrive og spørge dig, om det var ok, at jeg delte dit indlæg, men det går jeg ud fra at det er, når du selv har lagt en opfordring og mulighed på siden til det.
    🙂
    Kathrine ved du om man kan så en “blomstereng” i skygge?

    1. Hej Susie
      Selvfølgelig må du dele, det er den er lavet til 🙂
      Mht blomstereng i skyggen, så tror jeg det bliver vanskeligt med de gængse blomstereng planter, for de er meget solkrævende. Skovblomster kunne godt være et bedre bud, såsom anemone, skovmærke, skovsyre, liljekonval og den slags. Se evt vores planteliste for skoven fra Kamp til hækken. Håber det lykkes!

  2. Hej,
    Vi står netop med den meget tunge lerede pløjemark. Vi bor lige op ad landbrug og hele vores have er besat af mælkebøtter, kvikgræs og brændenælder. Derfor har vi fået vores udlejer til at pløje den gamle “græsplæne” op og jævne den ud, da den skrånede. Så her kommer spørgsmålene; hvis vi gerne vil have et sted vi kan slå et telt op til venner, sidde og nyde vejret osv,
    Giver det så mening at så kløver og græs sammen?
    Skal vi lægge ukrudtsdug ud?
    Og det sidste, hvor har du selv fundet frøblandinger?
    Jeg håber at høre fra dig,
    Bedste Hilsner
    Sille

  3. Hej – det er den bedste gennemgang af blomstereng-proces jeg er stødt på… Vi har en stor grund, hvor ca 3000 m2 tidligere har været brugt til meget store brændestakke og og arbejdskørsel. Altså hårdt presset og uden megen vækst., og helt uden gødskning. De sidste år har det fået lov til at stå mere eller mindre som naturgrund, og er sprunget i en blanding af brombær, græs og almindeligt vildnis… Og det måtte gerne være et lide mere charmerende, lidt mindre invasivt vildnis fremover 🙂 Jeg kunne godt tænke mig at hjælpe det i retning af en eng; hvor der slås og fjernes en gang eller to om året. Giver det mening at starte med en ordentlig gang frø? Skal jeg gøre andet end at f en nabo til at harve let? Tromle lidt på frøene bagefter, måske? Og så bare tage den derfra? Jorden er temmelig tung og lerholdig i køkkenhaven, så jeg tænker det nok også gælder vildnisområdet. Inspiration og gode råd vil være super velkomne 🙂

Leave a Reply

Your email address will not be published. Required fields are marked *