Hvor f** køber man ukrudt??? – Kamp til Hækken uge 1

Vi bliver nødt til at nørde lidt mere ned i de valg vi gjorde, mht plantevalg i vores Naturhave på Egeskov Slot, i forbindelse med Tv2 programmet Kamp til Hækken.

Planterne  betyder virkelig meget for havens liv, og for os. De planter vi ville sætte i haven, var allesammen nøje valgt fordi de tilføjede haven ressourcer, som mad, ly, læ,  blomstringstid, eller struktur. Så vi valgte ikke planter fordi de var smukke (det var dog et dejligt bonus), men fordi de gav liv og mangfoldighed til haven, med vægt på danske vilde planter.

Det gav os nogle heftige udfordringer, som vi faktisk ikke helt havde set komme. Vi var ikke alene bundet af hvornår planterne kunne bestilles, men også af at de skulle vises frem, og være store og flotte på bestemte tidspunkter, der ikke fulgte en naturlig tidsplan.

Den historiske rose – en anden tankegang

Når vi ringede til leverandørerne og spurgte om hvad de havde af vilde og typiske ukrudts-arter, blev der ret stille i den anden ende. Det var ikke bare sortimentet, men hele tankegangen der var fjern. Fx skulle vi have roser i haven, det var obligatorisk. Vi bestilte selvfølgelig en vild, oprindelig dansk, rose, som hunderose eller klitrose, med store åbne blomster der er fulde af mad til bestøverne. Det vi fik, var en historisk rose, og derfor en af de ældste kultiverede sorter af rose, der er helt fyldt (dvs. med ekstra mange kronblade), og derfor helt lukket og utilgængelig for insekterne.

Historisk rose med lukket blomst, foto: pixabay

Heldigvis havde et hold af vores dejlige naboer bestilt nogle roser, de ikke selv kunne bruge, og dem overtog vi. Det var en Rhapsody in blue, som er en meget fin blålilla – og vigtigst af alt – åben blomst med en lang blomstringssæson. Det var for iøvrigt hverken første eller sidste gang vi overtog rester eller fejlleverancer fra vores søde naboer 🙂 

Rhapsody in blue som den stod i haven

Der var nogle danske planter at finde derude i havecentrene, når vi besøgte dem og gik dem på klingen, men det var hovedsagligt hvis der havde været en gartner der havde nørdet i at opformere et dansk sortiment selv. Eller hvis de havde et ‘ukrudtsproblem’ som var tilfældet med den plettet gøgeurt vi fandt.

Plettet gøgeurt som ukrudtsplante. Vi købte udelukkende den anden plante (eng-nellikerod) for at få fat i gøgeurten, der er en fin dansk orkide.

Hvorfor vilde danske planter?

De eksotiske blomster man kan købe i plantecentrene er jo kønne, og kan faktisk godt være meget gode til at give mad til bestøvere, og de er fine at have i haven. Så hvorfor overhovedet snakke om vilde danske planter, og bøvle med at få fat i dem? Fordi de eksotiske er kun fødekilder for de af insekterne der er generalister.

En specialist – enghumlen, foto Lars Brøndum

Det er bare ikke helt nok, for mange af de danske insekter er specialister, og dermed meget kræsne omkring hvilke blomster de kan få føde fra, samt hvilke de kan bruge til at opfostre deres larver.

Dagpåfugleøjelarve på stor nælde, foto: Morten DD Hansen

Larveplanter er fx brændenælde (stor nælde), stedmoderblomst, kællingetand eller rajgræs, og fungerer altså som sommerfuglenes børnehave. Uden larveplanter – ingen sommerfugle (-eller andre insekter).

Sidst, men overhovedet ikke mindst, er mange af de klassiske ukrudtsplanter virkelig gode spiseplanter. Det fik vi lidt hjælp til at vise os omfanget af.

Der er så meget vild mad derude – Eksperthjælp fra Thomas Laursen

De vilde planter er vigtige i vores have, også de planter som ofte bliver betegnet som ukrudt. Vi inviterede samler og gourmetkok Thomas Laursen  ud i haven, for at give os inspiration, og fortælle om de spiselige vilde planter, og han tog os på tur rundt i området omkring haven.

Vi kender begge i sagens natur de almindeligste spiselige planter og blomster, som fx ramsløg, skovsyre og hyldeblomster, men blikket for de mindre kendte vilde danske planter som Thomas havde, var en kæmpe inspiration!

Hvidmelet gåsefod, skivekamille, hyrdetaske, mælkebøtter, løgkarse og stedmoderblomst var bare nogle af de spiselige variationer vi fandt både i haven og lige udenfor. Der er meget mad i disse traditionelle ukrudtsplanter, og det er fantastisk nemt at dyrke – man skal sådan set bare lade være med at gøre noget…

Hvad der for andre ligner en kedelig grøftekant, er i virkeligheden et rigt spisekammer viste Thomas os. Det gav os en forstærket tro på at de vilde planter hørte hjemme i vores naturhave.

Ukrudt og vilde planter

Til sidst fandt vi endelig en leverandør af vilde danske planter, Urban Green. Her kunne vi endelig shoppe ukrudt og vilde planter! Dog skulle alle planterne specialbestilles og frø-opformeres, og var derfor lidt en udfordring for haveprogrammet, for de var meget små når vi fik dem, og skulle have tid til at vokse til.

Mange af de vilde planter blomstrer først 2. år, så det var også en stor udfordring for os Det var her begrebet ‘det bliver skide godt – næste år’ opstod 😉 Heldigvis var der jo også en masse frø i jorden som vi kunne bruge, bare læne os tilbage og se det spire frem! 

Vilde planter fra Urban Green

Ugens hjerneblødning

Vi vil rigtig gerne dele nogle af vores fejl. For selvom det ikke kom med på kamera, så er fejl sindsygt vigtige (*vi sluger lige vores stolthed*) – hvorfor ellers opfordre til at gå ud og eksperimentere, hvis man ikke må lave fejl? Det er her man får sin erfaring, og der er ikke så meget erfaring at trække på derude endnu, da vilde danske planter er en rimelig nye, at tænke ind i haven i Danmark. 

Mangebladet lupin (Lupinus polyphyllus). Vi plantede lupiner ud omkring indgangspartiet  og i en krukke. Det gjorde vi fordi de er gode bestøverplanter for humlebierne, men også fordi vi var pressede på planter, der blomstrede på dette tidlige tidspunkt. Men ak, lupiner er faktisk invasive, og skulle slet ikke have fundet vej ind i vores naturhave. Så pas på med at plante lupiner ud i jeres haver til sommer – selvom de er smukke.

Udbud og efterspørgsel

Der kommer flere udfordringer med de vilde danske planter senere i programmerne! Vi kan kun opfordre jer til at efterspørge de vilde planter, for lysten til at hjælpe, og finde løsninger er faktisk rigtig stor når man tager ud i plantecentrene. Jo flere der efterspørger vilde planter, jo større er chancen for at flere begynder at eksperimentere med det, og have det i deres sortiment. Eller du kan bare læne dig tilbage, og se hvad der kommer helt af sig selv, hvis du har lidt bedre tid end vi havde. God fornøjelse 🙂

Leave a Reply

Your email address will not be published. Required fields are marked *