Kamp til hækken uge 1 – Nu starter det!

Så er vi i gang!

Premieren på Kamp til Hækken er langt om længe rullet over skærmen, og vi er ret glade for resultatet – selvom det også er lidt mærkeligt at se sig selv i have-outfit på tv. Det er dog lidt vildt hvor lidt af alt arbejdet der er blevet plads til i programmet, så vi har bestemt os for løbende at supplere op, og dele ud af vores erfaringer her på bloggen, og på instagramprofilerne @livetivandkanten og @Vildskab.

Naturhaven

Hvorfor vælge at lave en naturhave? Fordi naturen først og fremmest mangler plads. Tanken med naturhaven er, at her har vi lyst og overskud til give dyr og vilde danske planter plads, mad og mulighed for at etablere sig og leve, uden det behøver at betyde man lader alt stå til.  Det handler om at give slip på noget af kontrollen, som ellers gennemsyrer mange haver, slappe lidt af og nyde det naturlige der finder vej.

Hvad der er ukrudt for dig, er højst sandsynligt en vigtig nektarkilde eller en vigtig larveplante for insekter, fx sommerfugle, og dermed vigtig for resten af fødenetværket – altså alt det der så lever af insekterne som fugle, padder og pattedyr. Det du synes er rod i haven, som afklip, stenbunker, sandbunker og gamle brændestakke, er også vigtige levesteder for dyr der finder ind i haven.  Rod og ukrudt giver altså liv i haven,  og liv i haven simpelthen så mange fede oplevelser!

Indgangspartiet – en præsentation af haven

Derfor lagde vi selvfølgelig vægt på at bruge materialer, planter og design der ville kunne danne grobund for mere liv, da vi anlagde indgangsportalen, et kæmpe insekthotel. Vi brugte lokalt egetræ fra Egeskov, nøje udvalgt og savet til i samarbejde med vores dygtige træ-pusher Bjarne. Ideen var at skabe en indgang der kunne give føde og bo til en masse smådyr, samtidig med at det var smukt og sjovt at se på. Dyrene er sådan set ligeglade med om kævlerne ligger i en bunke på jorden eller er stablet pænt og nydeligt, men det beroliger øjet og er bare kønnere at se på, når kævlerne er stablet, eller placeret i et mønster.

Træet fra indgangspartiet blev også brugt til gulv i drivhuset og stisystemet, både fordi det var smukt og bandt temaet sammen (og duftede helt fantastisk!), men også fordi det var nemt at arbejde med. Vi kan jo ikke komme udenom at vi ikke havde helt den store mængde rå muskelkraft her i starten af projektet, men det kom til efterhånden som det skred frem. Rundt om indgangspartiet blev der plantet et mylder af vilde danske planter.

Inden træskiverne blev lagt, blev der gravet ud og lagt et lag stampet stabilgrus. Efterhånden som sommeren skred frem, blev stierne mere og mere etablerede, og lignede til sidst små skovstier, hvor man kunne gå på opdagelse. Det er lidt svært at forestille sig her i starten, hvor vi kun har lavet selve indgangen, og drivhuset, og stierne flagrer lidt i det hele, men sådan er det når et tv-hold dikterer rækkefølgen af arbejdsopgaverne.

 

Det eksotiske drivhus

Drivhuset blev lidt Katrines yndlingsprojekt. Når nu alt det udenom skulle være dansk og så vildt som muligt, bestemte vi os for at drivhuset måtte blive kontrasten og det eksotiske element i haven. Vi byggede bede af askeplanker fra Egeskov, men sørgede for at der var fri adgang for planterne til jorden under drivhuset, så de kunne hente vand og næring fra den fede lerjord. Denne jord var lidt et problem for vores vilde danske planter, de skal nemlig for det meste bruge næringsfattig jord, men i drivhuset var det fantastisk, og vi kunne plante direkte i den.

Vi plantede til med de obligatoriske planter vi fik stillet som gro-opgaver af Felix, den klassiske tomat, chili og agurk, og plantede derefter ud med tagetes og basilikum.  Vi fandt en masse planter som vækkede eksotiske minder, både duftende og med store farverige blomster, og plantede dem ud i drivhuset og i krukker på gulvet. Det blev indrettet med farver og materialer fra Afrika, og fik et lille safariislæt med møblerne.

Drivhuset blev meget vigtig for os efterhånden som den danske sommer skred frem og viste sig fra sin vådeste side! Når regnen og mudderet blev for meget – det gjorde den med jævne mellemrum i sommeren 2017 – kunne vi trække os tilbage til vores oase, og nyde duften af krydderurterne, spise tomater direkte fra stilken, og kigge ud på regnen og blæsten.

Højbede – med traditionelle grøntsager og vild mad

Udover planterne i drivhuset, skulle vi lave et bed, hvor vi kunne eksperimentere med at importere vilde danske planter fra nærområdet. Vi brugte pallerammer til at lave fire højbede ude foran drivhuset. Her dyrkede vi gulerødder, grønkål, kartofler og radiser, og en græskarplante, og lavede vores lille ‘grow-lab’. Bedet blev fyldt med jord og sand, for at fortynde den næringsrige lerjord, som det ses på billedet. Det var pænt hårdt arbejde. Tung, våd ler-jord skulle l blandes op med sand. Lidt den omvendte verden at fortynde jorden, normalt tilsætter man jo næring, men sådan er det, hvis man vil have de danske vilde planter til at trives. Næringsfattig jord er efterhånden en mangelvare i Danmark. Der blev sat transplanter af bl.a. skt. hansurt, løgkarse og vild gulerod ud, og som tiden skred frem kunne det flyttes ud i haven.

Hvad har vi kastet os ud i????

Hvorfor melde sig til et haveprogram på tv? Tjaa.. det spurgte vi også hinanden om (rigtigt) mange gange, men vi ville gerne vise jer alle, at en naturvenlig have ikke behøver ligne en forladt tvangsauktion, og at man kan gøre mange ting i en almindelig have, der hjælper den trængte danske natur, også uden at gå på kompromis med havens øvrige brug. Vi ville gerne vise jer hvor mange oplevelser og fede stunder det giver, at invitere naturen helt ind på livet – og hvor hurtigt det går at det hele flytter ind.

På dette tidspunkt var vi dog ved at forstå omfanget af den opgave vi stod overfor. Ikke alene skulle der bygges en have op fra et stykke bar mark, med et meget stramt tidsbudget, der skulle også koordineres med bestillinger af planter og byggematerialer, med tv-holdet, med vejret, og ALT arbejdet foregik på f**** Fyn! Altså – der er SKØNT på Egeskov, og på Fyn – men der er godt nok langt fra Aarhus og Djursland! Alt imens vores hverdagsjob og -liv skulle passes.

For Lillis vedkommende skulle det hele også lige koordineres, så datteren kunne være i trygge og vante rammer hos sin far, når der skulle arbejdes. Det var et massivt pres, og lidt som at tage et ekstra fuldtidsjob 200 km væk. Så ja, nogle gange gik det lidt stærkt for at nå det hele, som fx med tilplantningen af forsiden af indgangsportalen, som dommerne også kommenterede på. Nå pyt – må man bare sige.

Vi blev dog enige om at det var hele besværet værd, for som der bliver sagt et par gange, hvor tit får man lov at starte en have fra scratch, og fortælle om sin passion for småkravl og ukrudt på nationalt tv, i bedste sendetid? Det var en chance vi ikke fortryder vi tog, selvom det kostede blod, sved og tårer ind i mellem, men meget mere om det i de næste afsnit.

Leave a Reply

Your email address will not be published. Required fields are marked *